Du behøver ikke hele kortet

Noget af det, jeg oftest hører, er: »Jeg ville gå i gang, hvis bare jeg kunne se, hvordan det hele ender.«

Det forstår jeg godt. Når du har båret ansvar i årevis, lærer du at planlægge for ethvert udfald. Men en vision er ikke en projektplan, og at vente på hele kortet er en af de måder at holde os selv fast på, der lyder allermest venlig.

En lampe, ikke en projektør

Der er et gammelt billede, jeg holder meget af: en lampe for dine fødder. Ikke en projektør over hele dalen – en lampe. Lys nok til det næste skridt og så, når du har taget det, lys nok til det næste igen.

Sådan fungerer retning i virkeligheden. Du får ikke skridt fem at se, før du har taget skridt et.

Tro og frygt beder dig om det samme

Både tro og frygt beder dig om at tro på noget, du endnu ikke kan se. Frygten forestiller sig det værste og kalder det realisme. Troen forestiller sig det liv, du virkelig ønsker dig, og tager alligevel ét skridt hen imod det.

Du behøver ikke føle dig frygtløs. Du skal bare lade troen vælge det næste skridt.

Et ugentligt ritual på 15 minutter

En gang om ugen – søndag aften fungerer godt – sætter du dig med din nedskrevne vision og stiller tre spørgsmål:

1. Hvad er ét skridt, jeg kan tage i denne uge, derfra hvor jeg står, med det, jeg har?
2. Hvad kan komme i vejen, og hvad gør jeg, når det sker?
3. Hvem kan jeg fortælle det til, så jeg ikke bærer det alene?

Skriv svarene ned. Tag så skridtet, uanset hvor lille det er. I næste uge har lampen flyttet sig.

Tag dit næste skridt sammen med en støttende bikube